Christianshøjkroen

Hjemmelavede pølser

Jeg synes at de grillpølser, man kan købe i nærheden af os, er af ret dårlig kvalitet, fyldt med mel og tilsætningsstoffer. Jeg har længe haft lyst til at lave  pølser selv (hmm lyder ret klamt) og nu skulle det så være. Jeg fik lokket gemalen med på ideen og vi gik igang.

Til vores pølser brugte vi følgende ingredienser:

 

1200 g – kalvekød

1200 g – nakkefilet (så fed som muligt)

300 g – røget bacon

4 stk. – løg

8 fed – hvidløg

4 dl – isvand

6 tsk. – salt

3 tsk. – paprika

1 tsk. – chiliflager

1 tsk. – Scandinavian Forest krydderi

20 m – svinetarm

 

Forberedelse:

  1. Sæt fade, røreskål og dejkroge på køl dagen før.
  2. Læg tarmene i koldt vand ca. 30 min før brug.

 

Tilberedning:

  1. Først kører du kødet og bacon igennem kødhakkeren og sætter det på køl i afkølede fade.
  2. Imens kødet står på køl (det er vigtigt at kødet hele tiden er iskoldt) kan du enten hakke løgene og hvidløgene i en blender eller kør det en tur igennem kødhakkeren.
  3. Kom kødet i en røreskål og rør det med salt og is vandet (brug evt. mere is vand). Det skal røres  længe, til det bliver klistret. Rør løg, hvidløg og peber i.
  4. Del portionen og sæt den ene halvdel på køl.
  5. Den anden halvdel rører du med paprika og chiliflager (eller de krydderier du ønsker) og sætter det på køl.
  6. Den første portion rører du med Scandinavian Forest krydderi (eller hvad du ønsker) og sætter på køl.
  7. Skyl tarmene godt igennem og sæt på pølsehornet (bedst at være to nu). Tag den ene portion fars ud og kør langsomt farsen ud i tarmen, imens du masserer kødet lidt for at få eventuelt luft ud. Jeg syntes at det var bedst at vente med at slå knude på tarmen, så luft kan komme ud.
  8. Når hele tarmen er fyldt, kan du begynde at vride pølserne efter den længde du vil have. Jeg foretrækker de ikke er så store, så valgte de skulle være 10 cm. Man kan evt. komme et stykke snor om hver drejning, hvis man er i tvivl om de vil gå op, til slut slå en knude for at slutte. Læg pølserne på køl og lad dem trække et par timer, så smagen kan udvikle sig. Gentag med det resterende fars.
  9. Kog vand op med grøntsagsbouillon, salt og læg en portion pølser i og lad dem simre i ca. 10 min.
  10. Kom dem herefter i isvand og tør dem af og sæt på køl.
  11. Klar til brug.

Efterfølgende har jeg fundet ud af at pølserne gerne måtte være federe, da de var lidt til den tørre side. Og flere krydderier gjorde heller ikke noget. Men alt i alt en god og sjov oplevelse og det bliver ikke sidste gang, der bliver lavet pølser her.

 

Fars af svin og kalv samt krydderier Pølseproduktion Hjemmelavetpølser Kogte pølser

   

Skriv en kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Christianshøjkroen