Hvordan smager Grækenland?

Morbærsirup med vanilje og chili

Søde flydende dråber!

Jeg har en del morbær i fryseren, så jeg måtte lige i tænkeboks for at finde ud af, hvad de skulle bruges til. Der findes ikke mange opskrifter med morbær, men så må man jo selv være kreativ. Jeg endte med denne morbærsirup, og den blev faktisk ret god.

Morbærsirup er hurtigt og nemt at lave og rart at have på lager. Nu tænker du måske: “Morbærsirup … hvad skal jeg så bruge det til?” Morbærsirup kan bruges til rigtig mange ting. Den er god til pandekager og is, den er lækker som smagsgiver til dressinger og marinader, og du kan koge den lidt mere ind og servere den til ost. Derudover så kan jeg anbefale at komme den i et fint glas, toppe den med iskold crémant og så lige putte et par frosne bær på til pynt. Værsgo og nyd!

Morbær er et løvfældende træ, der får bær/frugter, der ligner brombær lidt. Men bærret er hårdere i midten end brombær, og smagen er helt anderledes. Der findes tre slags morbær: Hvid morbær, Rød morbær og Sort morbær. Det hvide morbær (Morus alba) er det, hvor silkesommerfuglen eller rettere sagt larverne lever af bladene. Det røde morbær (Morus rubra) er vist meget udbredt i USA, og det sorte morbær (Morus nigra) er det, jeg har. Bærrene kan ikke holde længe og skal faktisk spises samme dag, som de plukkes, eller også skal de fryses ned. Morbærrene kan spises rå eller bruges til at lave marmelade, saft, vin, morbærsirup, og så kan de også tørres. Jeg kan ikke sige, at det er en fornøjelse at plukke morbær, for bagefter klør og kradser det på ens arme og hænder. Derfor vil jeg anbefale at have en langærmet trøje på eller sætte ens mand til at plukke dem.

Morbærtræet et det træ, der springer senest ud, men når det endelig springer ud, ja, så ved vi, at det er forår og slut med nattefrost. Det er en sen starter, men når det endelig springer ud, så går det stærkt. Skulle du få lyst til at få dig et morbærtræ, så må du væbne dig med tålmodighed, for det tager Ca. 5-6 år, før der kommer bær på. Vores tog 6 år, før det første bær viste sig.

 

 

Ingredienser:

500 g – morbær – friske eller frosne

300 g –  sukker

3 dl – vand

1 stk. – vaniljestang

½ stk. – rød chili (bemærk chili skal justeres, alt efter hvor stærk den er)

Fremgangsmåde:

  1. Kom de rensede bær i en gryde med sukker og vand.
  2. Del vaniljestangen i to, flæk den, og tag vaniljekornene ud.
  3. Kom både vaniljekorn og vaniljestykkerne i gryden.
  4. Flæk og rens chilien, skær den i mindre stykker.
  5. Kom chili ned til de andre ingredienser efter smag.
  6. Kog massen op, imens du rører, til alt sukkeret er smeltet.
  7. Lad det hele stå og simre 20 min.
  8. Sluk for gryden, og lad det så stå og trække 10 min.
  9. Si saften gennem en fintmasket si eller et klæde.
  10. Kog saften op. Nu skal det stå og koge ind i ca 10 min. (Afhænger af hvor stor gryden og portionen er)
  11. Det er færdigt, når boblerne fylder hele fladen og næsten skummer. (Hvis du har et stegetermometer, skal temperaturen op på 105-106° C)
  12. Siruppen er stadig tynd på nuværende tidspunkt, men den tykner, når den bliver kold.
  13. Hæld den på skoldede flasker, og opbevar den på køl til brug. (Skyl eventuelt flaskerne i atamon)

Tips!

  1. Kog en stor portion, nu du er i gang.
  2. Er siruppen blevet for tyk, kan du tilsætte lidt vand.
  3. Du kan sagtens bruge andre krydderier.
  4. En hurtig dessert er vaniljeis, morbærsirup og ristede og hakkede mandler.
  5. Prøv den på budding.

 

Morbærsirup

Morbærsirup

Morbærsirup

Morbærsirup

Morbærsirup

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvordan smager Grækenland?