Skovmærkesukker

Smagen af forår!

 

Skovmærker er for mig lig med forår. Vi har skovmærker i haven og når man går forbi, breder der sig den skønneste duft, især når det lige har regnet, synes jeg. Skovmærker dufter helt fantastisk og smager af forår og skovbund. Når de bliver tørret kommer duften og smagen endnu mere frem. De indeholder et stof som hedder kumarin, som får dem til at dufte og smage lidt af mandellikør/essens synes jeg.

Hvis du vil have skovmærke, så må du en tur i skoven, hvis du ikke selv har dem i haven. Skovmærke er let at kende, de har en firkantet stængel, de lancetformede blade sidder i otte sammen i kranse og små hvide blomster med fire kronblade. Senere får den små kuglerunde frugter med små børster, der hænger lidt fast, nøjagtig som med Burresnerre/præstelus, som den også er i familie med.  De kan plukkes det meste af året, men de er mest aromatisk når den blomstrer.

Jeg har lavet en skovmærkesukker som kan bruges til mange ting, f.eks. desserter, sirup, te, drinks og som pynt.

 

Ingredienser:

2 dl – sukker

1 bdt/buket – skovmærker

Fremgangsmåde:

  1. Fjern og ryst skidt og dyr af skovmærkerne.
  2. Klip i mindre stykker.
  3. Kom sukker og skovmærker i en minihakker/foodprocessor og blend det godt sammen.
  4. Forbered tørrebakke eller bageplade med bagepapir.
  5. Bred blandingen ud på tørrebakken eller bagepladen.
  6. Tør sukkeret i ca. 1 time ved 40° C, alt efter hvilken tørremaskine man bruger. (tørrer du i ovnen, så tør på de laveste grader)
  7. Rør gerne i sukkeret en gang imellem, så klumperne bliver mindre og det tørrer hurtigere.
  8. Blend det tørrede sukker til blandingen er ensartet.
  9. Hæld på et helt lufttæt glas.

Tips!

  1. Vigtigt at sukkeret opbevares i en lufttæt beholder, så det ikke bliver fugtigt.
  2. Prøv at lave panna cotta med skovmærkesukker. Se vores opskrift på gran panna cotta, du fjerner granskud og udskifter noget af sukkeret med skovmærkesukker.
  3. Du kan lave en lille buket skovmærke eller lave en krans og hænge til tørre, den vil dufte når der er regn på vej.

 

Skovmærkesukker

Skovmærkesukker

Skovmærkesukker

Skovmærkesukker

Skovmærkesukker

Skovmærkesukker

Ostevafler med kyllingesalat

Opskrift på ostevafler & kyllingesalat

Jeg savler igen, når jeg sidder og laver denne opskrift til dig! Jeg lavede ostevafler med kyllingesalat, fordi jeg havde tømmermænd, og det passede altså bare perfekt til at kurrer dem. Vafler er ikke kun en dessert! Jeg elsker at bruge den fluffy og sprøde vaffel i det salte køkken. Som du kan se i mine andre anbefalinger, har jeg også lavet Eggs Benedict – nu med vaffel og stenbiderrogn, som jeg synes, du også skal læse! Jeg havde ikke et belgisk vaffeljern, den gang jeg lavede denne opskrift, men jeg er sikker på, at det vil tage opskriften til nye højder!

 

Ud af denne opskrift får du 4 stk. ostevafler med kyllingesalat

 

SE OGSÅ: Eggs Benedict – nu med vaffel og stenbiderrogn

SE OGSÅ: Hønsefond

 

Ingredienser:

Vafler

1 stk. – æg

80g – parmesan ost

2,5 dl – mælk

2 dl – vand

1 tsk – salt

1 spsk – sukker

3 dl – hvedemel

Kyllingsalat

200g – hakket kylling

1 dl – mayonnaise

1 dl – cremefraiche

1 bdt – purløg

1 tsk – dijon sennep

1 spsk – citronsaft

2 stk – syltede agurker

1 tsk – salt & peber

1 tsk- sukker

 

Fremgangsmåde:

Vafler

  1. Riv parmesanost fint.
  2. Pisk æg, parmesanost, mælk, vand, salt og sukker sammen til en homogen masse.
  3. Sigt mel i, og pisk grundigt igennem.

Kyllingsalat

  1. Bland mayonnaise, cremefraiche, dijon sennep, citronsaft, salt & peber og sukker sammen til en dressing.
  2. Skær purløg fint ud.
  3. Hak kylling og syltede agurker fint. Jeg har brugt noget kylling, som jeg havde til overs, da jeg lave hønsefond.
  4. Bland purløg, hakkede kylling og dressing sammen.

 

Tips!

  1. Du kan bruge alle slags ost. Dog vil jeg anbefale en fast og stærk ost så man kan smage den i dine vafler!
  2. Har du noget chilisauce, er dette den perfekte tømmermændsmad. Vil du gerne lave din egen chili sauce, så se den Diyfoodblog har lavet her.

 

Ostevafler Ostevafler Ostevafler Ostevafler

Cookie opskrift med mandler og chokolade

Nemme og super lækre chokolade-cookies

Har du endnu ikke fundet en god cookie opskrift? Nu skal du ikke lede mere! Smagsløgene har lavet den enkleste og lækreste opskrift på de bedste cookies! Det tager under 1 time, og så har du varme og hjemmebagte cookies til et koldt glas mælk! Der er få ingredienser i, som du måske allerede har i køkkenet, og hvis du ikke har dem, har jeg også skrevet alternativer til dig! Så brug 2 min på at læse vores cookie-opskrift!

Chokolade-cookie-historien

Cookie-opskriften blev opfundet af den amerikanske kok Ruth Graves Wakefield og Sue Brides i 1938. De opfandt opskriften i perioden, hvor de ejede Toll House Inn i Whitman, Massachusetts. I den tid var Toll House Inn en populær restaurant, der serverede hjemmelavet mad med fokus på nye råvarer. Historien siger, at opskriften blev lavet ved en fejl, da de forventede, at chokoladen ville smelte og blive til en chokoladekage. En rigtig lækker søndagsupser!

I 1938 blev Wakefields kogebog (Toll House Tried and True Recipe) udgivet, og det var en af de første gange, man så en opskrift, der indeholder noget, som ligner en cookieopskrift. Opskriften blev kaldt: “Toll House Chocolate Crunch Cookie”, og den blev hurtig en favorit i de amerikanske hjem og senere hen i hele verden.

Historien siger også, at i løbet af anden verdenskrig delte soldater fra Massachusetts, der var stationeret i udlandet, cookies. De modtog forsyninger fra soldater hjemme fra andre dele af USA. Der gik ikke lang tid, førend de alle gik hjem og efterspurgte den delikate og sprøde cookie. Der siges også at Toll House-cookies og Wakefield blev oversvømmet med efterspørgsler på deres berømte cookie-opskrift. Således begyndte historien på den “dille” for chokolade-cookies. Opskriften til chokolade-cookies blev bragt til England i 1956, af Maryland Cookies, der er et af Storbritanniens bedst sælgende chokoladechips. Du kan læse meget mere om historien her!

Cookies med chokolade og nødder

I vores opskrift er der både nødder og chokolade i! Men det er ikke alle, der kan lide eller tåle chokolade og nødder. Så jeg har nedenfor skrevet nogle tips til vores opskrift, hvis du ikke vil have chokolade eller nødder i. Opskriften er super nem og tager 20 min. at lave, og så skal din cookiedej bare hvile i køleskabet 30 min. og derefter i ovnen i 13 min. på 170° C. Nemmer bliver det ikke at lave lækre hjemmelavede cookies. Som jeg har skrevet nede i vores tips, er det ikke sikkert, du kan få fat i muscovadosukker, og du kan uden problemer bruge brun farin eller honning. Noget, som jeg synes, er super nice, er også, at der er nogen, der har taget cookie-opskriften “to the next level” og lavet en cookie-sandwich. Altså to cookies der er lagt sammen med is. What’s not to like? Altså det skriger diabetes 2, men det skal da prøves!

Cookies med chokolade

En cookie-opskrift er meget sjældent uden chokolade, da det virkelig er lækkert. Jeg har nu prøvet at teste opskriften over to omgange, og jeg synes personligt, at to forskellige chokolader er mere end dobbelt så godt end en slags. I vores opskrift har jeg brugt en 75% mørk chokolade og en hvid chokolade. Men der  er ingen, der straffer dig for at gå hele vejen og lave en triple!

Cookies uden æg?

Kan du lave en cookie opskrift uden æg? Svaret er JA! Æg er et bindemiddel, der sagtens kan erstattes. Er du veganer, ved du sikkert allerede dette og kender mange flere alternativer, end dem jeg lige nævner her. Men hvis du ikke vil have æg i dine cookies, kan du bruge disse bindemidler;

  • Peanutbutter
  • Agar agar
  • Soyaprotein
  • Æblesauce

Cookies uden chokolade

Kan du ikke lide eller tåle chokolade? Så er der masser af andre alternativer! Jeg er personlig ikke så vild med chokolade, men lige i cookies kan jeg godt lide det! Men hvad er der af alternativer som er lækkert at komme i en cookie opskrift? Jeg synes, at friske bær, peanutbutter og sukkersyltede bær altid er et kæmpe hit! Det, der er det fede ved denne opskrift, er at man nemt kan skifte chokolade og nødder ud med noget, der bedre passer en selv!

 

Ud af denne opskrift får du 16 stk. cookies

 

SE OGSÅ: Biscotti med havtorn og appelsin

SE OGSÅ: Choux au craquelin små lækre kager

 

Ingredienser:

150 g – smør

100 g – rørsukker

100 g – muscovadosukker

1 stk. – vaniljestang

½ – skal fra en citron

200 g – mel

1 tsk. – bagepulver eller natron

50 g – 75% mørk chokolade

50 g – hvid chokolade

60 g –  mandler

 

Fremgangsmåde:

  1. Skrab vaniljekorn ud fra vaniljestangen, og fordel med noget at sukkeret.
  2. Rør rørsukker, muscovadosukker, vaniljekorn, citronskal, æg og smør godt sammen til en homogen masse, der må helst ikke være sukkerklumper.
  3. Fordel bagepulver eller natron i melet, og sigt den over i sukkermassen.
  4. Hak chokolade og mandler groft.
  5. Bland chokolade og mandler i sukkermassen, og bland det godt rundt.
  6. Læg massen på køl i 30 min.
  7. Fordel massen i klumper på 50g, og rul dem sammen til kugler på en bageplade.
  8. Bag cookies i en forvarmet ovn på 170° C i 13 min.
  9. Lad cookies køle af på en rist, og spis derefter!

 

Tips!

  1. Hvis du ikke er vild med at mandler har skind, kan du bare smutte dem.
  2. Har du ikke muscovadosukker, kan du bruge honning er brun farin.
  3. Vil du gøre dine cookies endnu mere nøddeagtig, så brug 4 spsk peanut butter.

 

Cookie opskrift v Cookie dej Cookie dej Cookie dej Cookie dej Cookie dej Chokolade cookies

 

Stop madspild – kirsebærvin


Kirsebærvin til kirsebærsauce i det salte køkken!

“Stop madspild-kirsebærvin” er første indlæg i en serie om madspild, som vi glæder os til at dele med jer. Her på smagsløgene elsker vi god mad, men vi hader madspild. Når man laver meget mad, vil der altid være rester af råvarerne eller af det tilberedte mad, for man kan ikke ramme helt spot on hver gang. Vi synes det er fedt, hvis man kan bruge alt og spare både på pengepungen, resurser og naturen. Så vi har lavet en kategori, der hedder stop madspild, her vil vi lægge vores tips og ideer til, hvordan man kan bruge og genbruge rester.

Vi lægger ud med ideer og en opskrift på, hvordan du kan få brugt resterne af din kirsebærvin. 1. Du kan fryse vinen til senere brug. 2. Panna cotta med blide kys. 3. Du kan lave en gele, som er god på ost eller ovenpå kager og desserter. 4. Lave syltet frugt i kirsebærvin og servere med vaniljeis. 5. Rodfrugter i ovnen med krydderurter. 6. Kog kirsebærvinen ind til en sirup (evt. med krydderier), og kom ristede nødder/mandler i. 7. I syltede rødløg.
Desuden kan du lave en kirsebærsauce, altså ikke den traditionelle til risalamanden, men en brun sauce i det salte køkken. Vi har brugt de grøntsager, vi lige havde, men du kan sagtens bruge andre grøntsager. Vi har også kommet tørret porretoppe i, men har du friske, så brug endelig dem. Brug i det hele gerne af, hvad  du har af både friske og tørrede løg og grøntsager. Om du har lidt eller meget kirsebærvin, så brug det du har. Vi havde også en rest fløde fra fryseren, som kom i til sidst, men du kan også runde af med iskolde smørtern. Kan serveres til en god bøf eller andebryst.

 

Ingredienser:

smør eller olie

2 stk. – mellemstore rødløg

2 stk. – gulerødder

2 fed – hvidløg

1 stk. –  porre, eller tørret porretoppe (se tips)

1 lille buket – frisk timian

1 stk. – laurbær blad, frisk eller tørret

½ tsk – hele peberkorn

1 tsk -urtebouillon (se opskrift her)

1 drys – allehånde

5 dl – kirsebærvin

2 dl – kalvefond

2 dl – fløde (eller hvad du har)

Worcestershire sauce

gastrik (se opskrift her)

groft salt

lidt friskkværnet peber

evt. kulør

Fremgangsmåde:

  1. Skær de rene grøntsager i tern.
  2. Brun grøntsagerne godt i lidt smør/olie.
  3. Kom timian, porretoppe, peberkorn, laurbærblade og allehånde i.
  4. Hæld kirsebærvinen i, og lad det koge ind, til det er halveret.
  5. Tilsæt kalvefond, og lad det simre – gerne i et par timer.
  6. Når saucen er kogt ind, sigter du den gennem en finmasket si. Hæld derefter saucen tilbage i gryden.
  7. Du kan nu montere saucen med kolde smørtern eller springe til næste trin.
  8. Hæld fløden i, og kog godt igennem, jævn evt. med lidt maizena.
  9. Smag saucen til med Worcestershire sauce, gastrik, salt og peber.
  10. Hvis du vil have kulør i, så er det nu, ellers er din sauce klar til servering.

Tips!

  1. Når du gør porre rene, så smid ikke resterne/toppene ud. Du kan fryse dem eller tørre dem. De tørrede kan holde meget længe.
  2. Bruger du frossen fløde, så rør den op med lidt maizena, så saucen ikke skiller.

 

Stop madspild-kirsebærvin

Stop madspild-kirsebærvin

Stop madspild-kirsebærvin

Stop madspild-kirsebærvin

Stop madspild-kirsebærvin

Juleflæsk med sennepscreme, rødbede-bromærsalat og knas

Flæsk på den fede måde!

Juleflæsk er en ret, der vækker minder. Det er nemlig en ret, vi altid fik til julefrokost ved vores bedste. Jeg har tit lavet den, for den er nem at lave og smager godt. Kogt flæsk lyder måske lidt klamt, men når det er blevet koldt, smager det forrygende med stærk sennep og syltede rødbeder, som forøvrigt er det traditionelle tilbehør. Jeg vil foreslå, at du går efter kogeflæsk med meget kød, og knap så meget fedt. Juleflæsk kan spises både som en del af en frokost og alene, men det er også godt i madpakken. Jeg ved faktisk ikke, hvad det hedder rigtigt, men i vores familie har det altid heddet juleflæsk. Jeg har prøvet at lave en anderledes juleflæsk, stadig med sennep og rødbede, men med et par nye tiltag. Jeg håber, du kan lide min version. Kom gerne med tilbagemelding om, hvad du synes.

Juleflæsk tager lidt tid at lave, da det skal ligge på køl et par dage. Men det er meget nemt at lave, så lad dig ikke afskrække af tiden. Ifølge min mor fik de altid  i hendes barndomshjem flæsket med stuvet hvidkål. Spiser du juleflæsk med andet tilbehør, så vil vi meget gerne høre om din tradition.

Hvis du vil have mere inspiration til julefrokostbordet, så se vores opskrift på stegt pindsvin her (og husk: det er ikke et ægte pindsvin, det er bare navnet på retten ;-)).

 

Ingredienser:

1 kg – mager kogeflæsk uden ben

Kogelage:

4 tsk – groft salt (2 tsk pr liter vand)

2 l – koldt vand

1 – stort løg

1 fed – hvidløg

2 – laurbær blade, friske eller tørrede

½ tsk – hele peberkorn

1 stk – stjerneanis

6 stk – hele nelliker

Saltlage:

2 spsk  – brun farin

1½ dl – groft salt

1½ l – vand

2 spsk – eddike

Rødbedesalat:

5oo g – rødbeder

vand

groft salt

400 g – brombær

1 dl – sukker

0,75 dl – balsamicoeddike

1 tsk – groft salt

lidt friskkværnet peber

Sennepscreme:

1 dl – cremefraiche 18 %

2 spsk – dijonsennep

2 spsk – grov sennep med hele sennepsfrø i

1 spsk – akaciehonning

½ bøtte – purløg eller et lille bundt

groft salt

friskkværnet peber

Pynt:

Rødløg i tynde skiver og friske brombær

 

Fremgangsmåde:

Juleflæsk:

  1. Kom flæsket i en gryde med det kolde vand.
  2. Bring det i kog, og skum for urenheder.
  3. Skær løget i både, og del hvidløget i to.
  4. Kom alle ingredienser i, og lad det simre med låg i ca. 1½ time (mærk om kødet er mørt med en kødnål).
  5. Imens laver du saltlagen.
  6. Kom salt og farin i en skål, og hæld ½ l kogende vand over.
  7. Rør til salt og sukker er helt opløst.
  8. Fyld op med koldt vand og eddike.
  9. Lad kødet køle ned i kogeladen ½-1 time.
  10. Læg flæsket i skålen med saltlage.
  11. Læg en tallerken eller andet over for at presse/holde kødet under lagen, og kom låg på.
  12. Sæt på køl i to døgn.

Tilbehør:

  1. Tænd ovnen på 150 °C.
  2. Start med at skære sværen af flæsket (læg flæsk på køl igen).
  3. Hvis der er meget fedt, så skær det fra.
  4. Skær sværen i mindre stykker, og læg på en bageplade.
  5. Drys med groft salt, og sæt dem i ovnen 1 time –  1½ (alt efter hvor små stykkerne er).
  6. Læg på køkkenrulle, og køl af.
  7. Kog rødbederne i letsaltet vand 45 – 60 min. (afhængig af tykkelse). De må ikke koge ud, der skal være bid i.
  8. Læg dem i koldt vand.
  9. Kom brombær i en gryde med sukker, eddike, salt og peber.
  10. Lad gryden stå på lavt blus, til brombærrene danner væde.
  11. Skru så op, og lad det småkoge i ca. 30 min, til det er en temmelig tyk marmelade.
  12. Smag om der mangler sur eller sødt, og tilsæt evt. mere eddike eller en sjat akaciehonning.
  13. Lad det køle helt af.
  14. Fjern skindet på rødbederne, og tør dem.
  15. Riv rødbederne groft, og kram dem, så der bliver frigivet væde.
  16. Hæld væden fra, og bland med brombærmarmeladen.
  17. Smag om der mangler syre, sødt og salt, der skal være en sursød balance.
  18. Rør cremefraiche med sennep, honning, purløg, salt og peber.
  19. Server juleflæsket med sennepscreme, rødbedesalat, rødløg og flæskesvær.

 

Tips!

  1. Kødet og tilbehøret kan laves flere dage i forvejen.
  2. Kødet kan laves og fryse.
  3. Har du ikke tid nok, kan du droppe sennepscreme og bruge dijonsennep.

 

Juleflæsk

Juleflæsk

Juleflæsk

Juleflæsk

Juleflæsk

Juleflæsk

Æblesmør, eller som vi kalder det: æblecreme

Æblesmør er blødt og sødt tilbehør!

Æblesmør er en gammel kending, som jeg lavede meget, da mine børn var små. I min gamle opskrift hedder det æblecreme, men jeg kan se, at det i dag bliver kaldt æblesmør. Hvorfor det hedder æblesmør, ved jeg ikke, for der er ikke smør i. Men måske er det fordi, at det er blødt som smør og smørbart. Uanset hvad det hedder, så var det ihvertfald altid et hit ved mine børn, især på pandekager. Derfor tænkte jeg, at jeg ville lave æblesmør, for at se om det ville få samme succes hos mine børnebørn. I den gamle opskrift skulle der rigtig meget sukker i, men jeg har taget en hel del af mængden.
Æblesmør kan bruges til mange ting, som nævnt er det rigtig godt til pandekager, men det er også virkelig godt på en ostemad eller på grød og ymer. Det kan også bruges som tilbehør til kødretter. Jeg bruger ikke atamon, men skyller glassene i lidt alkohol, og skal det gemmes længe, henkoger jeg glassene. Jeg har kun lavet en lille portion æblesmør, men man kan sagtens gange opskriften op, for den bliver kun bedre med tiden.

Hvis du har mange æbler, skulle du også prøve at lave vores bagte knoldselleri med ramsløg og æbler. Du kan skifte ramsløg ud med hvidløg.

 

Ingredienser:

1 kg – æbler

350 g – rørsukker

1,5 dl – æblecider, æblemost eller vand

1 spsk – figenbalsamico

½ – vaniljestang

1 stk – kanelstang

½ tsk – stødt kanel

 

Fremgangsmåde:

  1. Vask æblerne, og fjern stilk og blomst.
  2. Skær æblerne i mindre stykker, og kom dem i en gryde med figenbalsamicoen og vandet/æblecider/most.
  3. Kog til æblerne er helt bløde og møre (ca. 30-40 min afhængig af æblesort.
  4. Mos æblerne igennem en si, eller brug en fransk puremølle (også kaldet food mill).
  5. Kom mosen tilbage i gryden, og tilsæt sukker, vaniljestang, kanel og kanelstang (hvor meget sukker afhænger af æblesorten).
  6. Lad mosen stå og småkoge med låget halvvejs på, til den er blevet fint tyk i konsistensen. Det tager nogle timer (rør indimellem, så det ikke brænder på).
  7. Smag til undervejs, om du vil have mere sukker i.
  8. Du kan sætte en lille tallerken på køl med 1 tsk mos, hvis den ikke flyder sammen, når du trækker en finger igennem, er den færdig.
  9. Hvis du vil have atamon i, er det nu (for henkogning se tips).
  10. Hæld på rengjorte og skoldede glas.

 

Tips!

  1. Du kan komme andre krydderier i som ingefær, kardemomme og stjerneanis.
  2. For længere holdbarhe:  kom glassene i ovnen ved 100 °C i 15 min, eller til det bobler fint, der skal lidt vand i bradepanden. Du kan også gøre det i en gryde med en karklud i bunden, glassene i og så vand til det dækker. Når vandet koger, giver du dem 10-15 min. (glassene må ikke røre hinanden). Nu kan æblesmørret holde meget længere.

 

Æblesmør

Æblesmør

Æblesmør

Æblesmør

Æblesmør

Æblesmør

Æblesmør

Morbærsirup med vanilje og chili

Søde flydende dråber!

Jeg har en del morbær i fryseren, så jeg måtte lige i tænkeboks for at finde ud af, hvad de skulle bruges til. Der findes ikke mange opskrifter med morbær, men så må man jo selv være kreativ. Jeg endte med denne morbærsirup, og den blev faktisk ret god.

Morbærsirup er hurtigt og nemt at lave og rart at have på lager. Nu tænker du måske: “Morbærsirup … hvad skal jeg så bruge det til?” Morbærsirup kan bruges til rigtig mange ting. Den er god til pandekager og is, den er lækker som smagsgiver til dressinger og marinader, og du kan koge den lidt mere ind og servere den til ost. Derudover så kan jeg anbefale at komme den i et fint glas, toppe den med iskold crémant og så lige putte et par frosne bær på til pynt. Værsgo og nyd!

Morbær er et løvfældende træ, der får bær/frugter, der ligner brombær lidt. Men bærret er hårdere i midten end brombær, og smagen er helt anderledes. Der findes tre slags morbær: Hvid morbær, Rød morbær og Sort morbær. Det hvide morbær (Morus alba) er det, hvor silkesommerfuglen eller rettere sagt larverne lever af bladene. Det røde morbær (Morus rubra) er vist meget udbredt i USA, og det sorte morbær (Morus nigra) er det, jeg har. Bærrene kan ikke holde længe og skal faktisk spises samme dag, som de plukkes, eller også skal de fryses ned. Morbærrene kan spises rå eller bruges til at lave marmelade, saft, vin, morbærsirup, og så kan de også tørres. Jeg kan ikke sige, at det er en fornøjelse at plukke morbær, for bagefter klør og kradser det på ens arme og hænder. Derfor vil jeg anbefale at have en langærmet trøje på eller sætte ens mand til at plukke dem.

Morbærtræet et det træ, der springer senest ud, men når det endelig springer ud, ja, så ved vi, at det er forår og slut med nattefrost. Det er en sen starter, men når det endelig springer ud, så går det stærkt. Skulle du få lyst til at få dig et morbærtræ, så må du væbne dig med tålmodighed, for det tager Ca. 5-6 år, før der kommer bær på. Vores tog 6 år, før det første bær viste sig.

 

 

Ingredienser:

500 g – morbær – friske eller frosne

300 g –  sukker

3 dl – vand

1 stk. – vaniljestang

½ stk. – rød chili (bemærk chili skal justeres, alt efter hvor stærk den er)

Fremgangsmåde:

  1. Kom de rensede bær i en gryde med sukker og vand.
  2. Del vaniljestangen i to, flæk den, og tag vaniljekornene ud.
  3. Kom både vaniljekorn og vaniljestykkerne i gryden.
  4. Flæk og rens chilien, skær den i mindre stykker.
  5. Kom chili ned til de andre ingredienser efter smag.
  6. Kog massen op, imens du rører, til alt sukkeret er smeltet.
  7. Lad det hele stå og simre 20 min.
  8. Sluk for gryden, og lad det så stå og trække 10 min.
  9. Si saften gennem en fintmasket si eller et klæde.
  10. Kog saften op. Nu skal det stå og koge ind i ca 10 min. (Afhænger af hvor stor gryden og portionen er)
  11. Det er færdigt, når boblerne fylder hele fladen og næsten skummer. (Hvis du har et stegetermometer, skal temperaturen op på 105-106° C)
  12. Siruppen er stadig tynd på nuværende tidspunkt, men den tykner, når den bliver kold.
  13. Hæld den på skoldede flasker, og opbevar den på køl til brug. (Skyl eventuelt flaskerne i atamon)

Tips!

  1. Kog en stor portion, nu du er i gang.
  2. Er siruppen blevet for tyk, kan du tilsætte lidt vand.
  3. Du kan sagtens bruge andre krydderier.
  4. En hurtig dessert er vaniljeis, morbærsirup og ristede og hakkede mandler.
  5. Prøv den på budding.

 

Morbærsirup

Morbærsirup

Morbærsirup

Morbærsirup

Morbærsirup

Smagsløgenes hjemmelavede barbecuesauce

Lækker barbecuesauce til grillmaden!

Det ser ud til, at barbecuesaucen er opstået i Amerika i de tidlige kolonidage i det 17. århundrede. Man baserer den formodning på engelsk og fransk litteratur i de følgende to hundrede år. Men det er svært at vide præcist, og i de tidligste kogebøger findes der heller ingen opskrifter. Hvad, der til gengæld er helt sikkert, er, at den første kommercielle og masseproducerede barbecuesauce kom på markedet d. 31. januar 1909. Firmaet bag lå i Atlanta og hed Georgia Barbecue Sauce Company. Først 31 år efter kom Heinz på banen med deres, og den kan man stadig købe den dag i dag.
Men her på smagsløgene laver vi vores egen version, og vi lægger opskriften på her i dag, så du forhåbentlig kan få glæde af den, og så folk om 400 år kan se, at i vores tid blev barbecuesauce-opskrifter flittigt brugt og delt.

Vi griller rigtig meget, og synes derfor det er dejligt, hvis man altid har en god barbecuesauce klar. Barbecuesaucen kan bruges som marinade, smøres på kødet, når det grilles, og desuden bruges som tilbehør til maden. Den er suveræn til spareribs, nakkekoteletter og kylling, og helt generelt er den god til fede kødstykker. Saucen kan holde længe på køl, men husk, hvis man bare tager lidt, så skal der bruges en ren ske hver gang, så holder det længere. Jeg kan rigtig godt lide at bruge Heinz Ketchup, men du bruger selvfølgelig den ketchup, du bedst kan lide. Du kan også sagtens lave det stærkere, hvis du vil have det.

Lav din egen barbecuesauce, så er du altid klar til at grille.

 

Ingredienser:

½ dl – olie

1 stort – løg

2 fed – hvidløg

5 dl – ketchup f.eks. Heinz

3 dl – farin

2 spsk – soya

1 spsk – citronsaft/eddike

2½ spsk – worcestershire sauce

2 tsk – paprika

½ tsk – cayennepeber

1 tsk – hvidløgspulver

1 tsk – løgpulver

groft salt

sort peber

Fremgangsmåde:

  1. Hak løg og hvidløg meget fint.
  2. Brun løgene i lidt af olien.
  3. Kom alle ingredienser i.
  4. Kog det op, og lad det simre nogle minutter.
  5. Smag til, om der skal mere surt, sødt, salt eller bittert i.
  6. Blend det eventuelt.
  7. Sæt barbecuesaucen på køl, hvis du ikke skal bruge det med det samme.

Tips!

  1. Vil du have røget smag, så tilsæt røget paprika.
  2. For den hurtige udgave, så undlad det friske løg og hvidløg, bare røre alle ingredienser sammen.

Barbecuesauce

Barbecuesauce

Barbecuesauce

Barbecuesauce

Barbecuesauce

Barbecuesauce

Barbecuesauce

Piña Colada-dessert: grillet ananas med kokos-is

Grillet ananas, rom og cremet kokos-is!

På smagsløgene synes vi, at når det er sommer, er det tid til en Piña Colada. Men vi synes jo også, at det ALTID er tid til dessert … Derfor har vi slået de to sammen, så dette er altså en dessertopskrift!
Vi har taget alle råvarerne fra en klassisk Piña Colada og lavet det til en klasse dessert! Det er første gang, vi får grillet ananas med kokosis, men vi kan godt løfte sløret for, at det ikke er den sidste! Det var simpelthen en kæmpe succes. Det tager lidt tid med forberedelse, men der er ingen, der siger, at man skal lave alt selv. Du kan sagtens købe isen, og det behøver ikke være kokosis, selvom vi må indrømme, at det bare smager godt med grillet ananas!

Det nok bedst at lave isen dagen før, men ananassen kan du sagtens lave på dagen. Der er lidt show over det, så det er en perfekt dessert til en god middag med vennerne! Vi er så heldig at have en Thermomixer på bloggen, og det er jo ikke alle, der er det, men heldigvis kan man sagtens lave isen uden. Isen er nemlig bare en creme anglaise opskrift med kokosmælk og kokosfløde!
Kan du ikke lide eller tåle kokos-is, kan du også prøve vores lækre opskrift på Pomerans- og sukatis, se mere her! Vi har ikke brugt glukose i vores opskrift, da det ikke er noget, man normalt har i køkkenet. Men hvis du gerne vil sikre, at din is ikke krystallisere, så kan du købe det her!

 

Ud af denne opskrift får du en portion til ca. 4-6 personer.

 

Ingredienser:

Grillet ananas

1 – frisk ananas

1 dl – sød rom

100 g – kokossukker

Kokosis

100 g – kokosmel

150 g – sukker

1,7 dl – æggeblommer

½ l – fløde

1 stk. – vaniljestang

400 g – kokosmælk (1 dåse)

 

Fremgangsmåde:

Grillet ananas

  1. Kog rom og sukker op. Det er vigtig, at der ikke er noget sprut, for ellers går der ild i ananassen!
  2. Skræl ananasen som vist på billederne, og skær nogle revner i den, så alt marinaden ikke smutter af med det samme.
  3. Kom ananassen på et stang, hvor den kan rotere. Du kan også komme den på en pande, men så bliver det dog ikke en grillet ananas.
  4. Glaser ananassen lidt efter lidt!

Kokosis på Termomixer

  1. Kog fløde og kokos op i en gryde.
  2. Sigt fløden ren for kokos, og bland det med alle andre ingredienser. Kør rundt på Termomixerens niveau 2 i 15 min.
  3. Køl ned.
  4. Kør på ismaskinen.

Kokosis på gammeldagsmåde

  1. Kog fløde og kokos op i en gryde.
  2. Sigt fløden for kokos.
  3. Bland fløden med sukker, vaniljestang og kokosmælk.
  4. Kog massen op til kogepunktet.
  5. Kom 1/4 i æggeblommerne, og rør godt rundt.
  6. Bland den legeret kvarte masse tilbage i den resterende 3/4.
  7. Køl ned.
  8. Kør på ismaskinen.

 

Tips!

  1. Vi brugte kokossukker istedet for normal sukkerlage til ananassen, hvilket smagte super godt!
  2. Du kan også bruge 1 spsk honning eller glukose til isen for at få en bedre holdbarhed.
  3. Hvis du ikke har en roterende stang til din gril, så kan du som sagt stege ananassen på panden!

 

Grillet ananas Grillet ananas Grillet ananas Grillet ananas Grillet ananas Grillet ananas Grillet ananas Grillet ananas

Biscotti med havtorn og appelsin

Biscotti med havtorn og appelsin

Nybagte mandelsmåkager!

Biscotti er en klassisk italiensk mandelsmåkage. Biscotti betyder dobbeltbagt, og kagerne skal rigtignok også bages af to omgange. Biscotti er en tør sprød småkage, som traditionelt bliver dyppet i Vin Santo. Det er en småkage, som kan holde sig meget længe, da den er tørret. Man kan servere den til både te, kaffe og som sagt Vin Santo.

Jeg elsker kage, faktisk så meget at jeg tit og tæt må høre på lidt kærlig mobning fra familien. Men jeg står gerne ved, at jeg er en kageelsker. Ingen kaffe uden noget til, men det behøver ikke være de store kager, en lille lækker sag som mandelsmåkager kan godt gøre det.

Det er en rimelig nem og hurtig småkage at bage, og den kan varieres i det uendelige. Om man vil spise den som tør og sprød, eller om man vil vælge dyppemetoden, det er nok en smagssag. Og man kan heldigvis gøre, som man vil. Så er du til en god stærk kop kaffe og lidt knas, så kan jeg anbefale biscotti.

 

Ingredienser:

250 g – hvedemel

250 g – rørsukker

1 tsk. – bagepulver

1 tsk. – vaniljepulver

150 g – mandler

2 – æg

10 spsk. – havtornflager

1 drys – salt

revet skal af 1 økologisk appelsin

evt. appelsinsaft

 

Tilberedning:

  1. Tænd ovnen på 175° C
  2. Bland mel, sukker, bagepulver, vanilje, havtorn, salt og revet appelsinskal rigtig godt.
  3. Kom mandlerne i, og vend alt godt rundt.
  4. Tilsæt æggene, og saml dejen til en ensartet dej. Kom evt. lidt appelsinsaft i, hvis dejen er alt for tør.
  5. Tril dejen ud til to aflange pølser (brug evt. lidt mel til at rulle ud i).
  6. Læg dem på en bageplade med bagepapir, og tryk dem lidt flade.
  7. Bag i ovnen ved 175° C i 30 min. (afhængig af ovnen).
  8. Tag de halvbagte kager ud, og skru ovnen ned til 100° C.
  9. Lad kagerne køle af i 10 min., og skær dem så i 1 cm tykke skiver.
  10. Læg skiverne på bagepladerne igen med skærefladen nedad.
  11. Lad kagerne tørre ca. 10 min. i ovnen.
  12. Afkøl kagerne på bageristen.
  13. Opbevares i lufttæt kagedåse.

Tips!

  1. Brug en brødkniv til at skære med.
  2. Du kan bruge andre nødder.
  3. Prøv at komme chokolade i.
  4. Du kan bruge mange andre krydderier.

 

Biscotti med havtorn og appelsin

Biscotti med havtorn og appelsin

Biscotti med havtorn og appelsin

Biscotti med havtorn og appelsin

Biscotti med havtorn og appelsin

Biscotti med havtorn og appelsin

Biscotti med havtorn og appelsin

Biscotti med havtorn og appelsin